Om vores botilbud

Bo på Horisonten

I vores botilbud arbejder vi relationelt og anerkendende, og man kan bo her hele året (365 dage om året). Vi kan også optage unge under 18 år.

Vi sigter mod at gøre de unge så selvstændige i eget liv og egen bolig som muligt.

Lejlighederne er nye, lyse og indbydende. Værelserne er pæne, og der er højt til loftet og udsigt til byens liv og/eller grønne arealer. Man deler køkken og bad i bofællesskaber med 2 eller 3 andre beboere.

Der er personale til stede på Horisonten fra kl. 8:00 til 23:00. Der ud over kan beboerne altid tilkalde hjælp på vagttelefonen. Der kan indsættes sovende nattevagt ved særlige behov.

Vi har kostpolitik, seksualpolitik og rusmiddelpolitik, som alle efterlever.

Vi arbejder med demokrati som løsningsmodel og inddrager derfor beboerne mest muligt i beslutninger om egen hverdag.

Alle hverdagens vigtige faciliteter ligger meget tæt på i vores lille by, som faktisk har alle faciliteter, da den er hovedbyen i Stevns Kommune. Vi har derfor fx alle butikker, læge, idræt, kultur, foreninger osv. inden for kort gåafstand. Toget og busserne er lige uden for døren.

På Horisonten kan man altid mærke den særlige varme og rummelighed, som en familie har. Her er vi som en stor familie, og vi passer på hinanden og er ikke bange for at sige, at vi holder af hinanden, og at tingene betyder noget.

Du vil altid opleve, at medarbejderne går hele vejen for dig. De er godt nok professionelle, men de brænder så meget for deres arbejde, at de brænder igennem. Det er det, der gør hele forskellen for dig i din hverdag. Den indstilling hos personalet er en af de ting, som Horisonten står for. En vigtig ting.

Vi er lige så forskellige som vores unge, og det er en faglig styrke. Det ene punkt, hvor vi er helt ens, er det, at vi brænder helt vildt for vores arbejde. Det er mere end et arbejde for os. Det er en livsstil. Og er du på Horisonten, så er du en del af Horisontens familie.